I den sandede, midtjyske jord har nonstop Systems ApS og Nyskovfonden plantet ca. 26.000 træer på seks hektar tidligere landbrugsjord. Nyskovfonden har givet tilsagn til snart 100 nye skove i Danmark, og er glade for at have Nonstop med til dette projekt.
Hvad er det for en skov?
De seks hektar nyplantet skov ligger i forlængelse af 55 hektar ældre, etableret skov. Det er en fordel bl.a. fordi biodiversiteten generelt har bedre kår, jo større skoven er. Samtidig omkranser skoven en mindre ejendom som med tiden vil få læ fra blæsten og komme til at ligge i en stor lysning midt iblandt træerne.
Nonstops rolle
Nonstop arbejder med praktisk implementering af IT, og har base i Ikast. Deres generøse donation har finansieret plantningen af mere end 4.000 træer, og vidner om deres engagement i miljøet og klimaet. Med tiden vil Nonstop kunne iagttage, hvordan deres grønne investering ændrer på landskabet.
Interesseret i virksomhedssamarbejde?
Hvis din virksomhed også ønsker at bidrage til konkrete skovrejsningsprojekter i Danmark, så kontakt vores sekretariat. Med Nyskovfondens skovrejsningsmodel kan i besøge skoven, og følge dens udvikling de næste mange år.
Skoven består primært af løvtræer, men har også blandede granbevoksninger som på billedet.